To case-eksempler på en typisk opgave for Specialklyngens Kompetencecenter:
Eksempel 1:
En dreng opleves som ikke-alderssvarende sprogligt. Han er urolig, udadreagerende og kommer ofte i affekt, når han er sammen med mange børn. Personalet har afprøvet mange forskellige tiltag, men intet synes at virke.
Efter en observation og efterfølgende uddybende samtale, hvor der blandt andet er fokus på autismeforståelse og totalkommunikation, findes der i fællesskab tre fokuspunkter: 1) Pauser gennem dagen i et lille telt på stuen, som drengen også selv kan søge ved behov, 2) Først eller sidst i garderoben for at nedsætte risikoen for affekt samt 3) Dagens plan understøttes med billeder (Boardmakers) for at skabe mere overskuelighed og genkendelighed i hverdagen. Der udføres en handleplan på de tre fokusområder, der også letter formidlingen til kollegaerne.
Eksempel 2:
En pige opleves som motorisk usikker, hun går bredsporet og undgår alderssvarende motoriske lege. Pigens arme følges ad ved et-håndsaktiviteter, og hun har svært ved at lave motorisk planlægning.
Efter observation på legepladsen og efterfølgende samtale om pigens udvikling findes der 3 fokusområder: 1) Fokus på lege med krydskoordinering, 2) Fokus på lege, hvor der indtænkes bækkenstabilitet samt 3) Fokus på rammerne for indlæring af selvhjulpenhed i børnehaven og i hjemmet.