Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Fysioterapi

Alle børnene i Guldregn får fysioterapi, og det kan både foregå individuelt og i grupper. I tilrettelæggelsen af behandlingen tages der hensyn til de individuelle og aktuelle behandlingsbehov. Derfor kan der i perioder være særlig intensiv træning, en periode med holdtræning, eller f.eks. en periode med særlig tværfaglig indsats eller lignende. 

Udgangspunkt i den enkelte

Fysioterapeuten arbejder med at stimulere den motoriske og sansemotoriske udvikling. Dette gøres bl.a. gennem træning af muskelstyrke og stabilitet, udholdenhed, kondition, balance, planlægning af bevægestrategier, vedligeholdelse af ledmobilitet, sanseintegration og sansestimulation. Al træning tager udgangspunkt i barnets motoriske udvikling og foregår gennem leg. En del af fysioterapeutens arbejde består også i at afprøve, tilrette og indkøbe børnehavens tekniske hjælpemidler. I samarbejde med bandagisten tilretter og følger terapeuten ligeledes op på diverse kropsbårne hjælpemidler. 

Terapeuten kan desuden hjælpe og støtte forældrene i forbindelse med ansøgning om private hjælpemidler, rådgivning om barnets behov samt evt. støtteerklæring i forbindelse med ansøgning.